Tuesday, November 08, 2005

Bennys Bruser


En dag mens min datter Irmelin gik i børnehaveklasse kom hun med et klassebillede. Det var et af de traditionelle skolefotos med børnene placeret i flere rækker ved siden af hinanden. På billedet sad flere af pigerne lidt mærkeligt. Deres ansigtsudtryk var helt normale, men de havde sat deres hænder på en helt speciel måde, nærmest lidt spastisk. Der gik et stykke tid før jeg fik spurgt min datter hvorfor pigerne sad så underlig akavet. Min datters svarede som om det var den mest naturlige ting i verden ”De sidder da bare ligesom Benny”.

Benny er Irmelins ørkenrotte. Irmelin har haft Benny i et par år nu og hun døbte den Benny allerede inden vi havde fået den købt i dyrehandelen. Siden har Benny været en fast følgesvend i hendes liv og ikke mindst som udgangspunkt for fortællingen om en ørkenrotte der hedder Benny.

I forbindelse med klassebilledet fik jeg spurgt ind til hvad der foregik og det viser sig at der er en løbende fortælling i klassen om Benny. Ved morgenmødet i klassen (det er en lilleskole) laver Irmelin et anslag, – i går gjorde Benny det og det – og så fortæller de andre videre på historien om Benny, når de senere på dagen får mulighed for det. Så kan en hel flok fra klassen lege ørkenrotter.

Det kræver noget at kunne levere et input til en fortælling om en ørkenrotte, der er spændende nok til at de andre gider blive ved med at lytte efter. Irmelin har det lidt som tegneserieforfatteren der skal levere den daglige stribe. Når Irmelin fx ser noget morsomt i TV, eller hører en god historie som hun kan forestille sig Benny gøre, så bliver det afprøvet og omformateret. Således fik hun i sommer på en tysk Mac Donalds et stykke legetøj, der kan afspille 5 sekunders tysk rap. Et stykke dårlig kinesisk plastiklegetøj, der umiddelbart er fuldstændig ubrugelig, hvis det ikke var fordi det kunne blive til en del af Bennys og børnenes univers. Bennys rappermaskine som den nu hedder. Den står nu ved siden af Bennys bur og der bliver daglig talt om Bennys rappermaskine.

Den tyske del af Mac Donalds-koncernen havde næppe forestillet sig at deres påfund med små spillemaskiner, kunne blive en del af fortællingen om en ørkenrotte. På samme måde må vi voksne regne med at vores fortællinger og vores kulturformidling bliver lavet om, så passer den historie børnene fortæller om deres liv her og nu. På Irmelins skole havde de i foråret et emne om vand. I den forbindelse så de den klassiske danske tegnefilm fra 70erne ”Bennys badekar”. Forleden fik jeg sat et sparemodul på køkkenhanen. Den slags man rykker i, så der bliver en lille bruser. Efter Irmelin havde afprøvet den et par gange udbrød hun ”Jamen det er jo Bennys bruser”.

Om børns leg og fortælling:
http://www.bin-norden.net/
http://www.buks.dk/
http://www.children-play.net/